Birkeparken er et socialpsykiatrisk botilbud, som specielt henvender sig til unge mennesker mellem 18-30 år, som på grund af en psykisk sårbarhed oplever vanskeligheder med at mestre hverdagslivet og derfor - i en periode af deres liv - har brug for hjælp til at magte at tage vare på eget liv.

I Birkeparken er der mulighed for at møde andre unge mennesker i en tilsvarende situation og derigennem opbygge et socialt netværk.

Når du i samarbejde med din socialrådigiver finder ud af at du skal bo i Birkeparken, afdækkes formålet med at bo i Birkeparken. Eksempler herpå kan f.eks. være:

  • At bedre sociale færdigheder, vedligeholde og udbygge netværk.
  • At vedligeholde og/eller udvikle praktiske færdigheder.
  • At finde ud af, hvad der er et - for dig - godt liv med de begrænsninger, som en psykisk sygdom evt. giver.
  • At bedre livskvaliteten for dig.
  • Afklare det fremtidige behov i forhold til støtte og bolig. 

Hverdagen i Birkeparken

Hverdagen for dig som beboer ser meget forskellig ud, da det er dine behov og ønsker, som der tages udgangspunkt i.

Dagligt tilbyde en kontaktperson at støtte op om dagens aktiviteter og gøremål.

Det kan for eksempel være:

  • Ledsagelse til forskellige aktiviteter såsom skole, arbejde, offentlige instanser, sport, besøg hos venner eller familie.
  • Praktiske gøremål så som indkøb, madlavning, rengøring eller tøjvask.
  • Samtale om, hvad der optager dig i livet her og nu, såsom sociale relationer, ressourcer, erkendelse af din situation, drømme og ønsker her og nu og for fremtiden.

Fælleshuset

Fælleshuset byder på mulighed for at være sammen med andre beboere og medarbejderne.

Det kan være over en kop kaffe på terrassen, en sludder i køkkenet, hygge i tv-stuen, et spil kort, wii eller bordtennis.

Der er fællesindkøbt morgenmad kl. 9 på hverdage og kl. 9.30 på helligdage i Fælleshuset og mulighed for at spise sin egen frokost kl. 12.

I Birkeparken er der en madordning, hvor beboere og medarbejdere planlægger indkøb, menu, madlavning og oprydning i forhold til aftensmåltidet kl. 18.

Der er ikke stor forskel på hverdag og weekend i forhold til det beskrevne ovenfor. 

Du skal betale husleje for din bolig i Birkeparken.

Huslejen er indtægtsafhængig og en gennemsnitshusleje ligger på ca. 3000,- kr. (incl. forbrug og fællesudgifter).

Du har mulighed for at deltage i husets madordning (aftensmad) for 700,- kr. pr. måned.

Birkeparken er centralt beliggende i Silkeborg, med gåafstand til byen og tæt på skøn natur.

Adressen er Kejlstrupvej 32 A, 8600 Silkeborg

Birkeparken består af 12 rækkehuse på ca. 50 m² hver
samt 2 lejligheder i fælleshuset. 

Der er stue og køkken i sammenhæng, soveværelse, badeværelse og entré. Boligen er istandsat ved indflytning.

Til hvert rækkehus hører en lille terrasse og et skur til havemøbler, cykel o. lign.

Birkeparken har et stort fælleshus på ca. 200 m², som blandt andet består af køkken med spiseplads, aktivitetsrum med bordtennisbord, computer, vaskerum og TV-stue.

På førstesalen er kontorer, mødelokale og et soverum, hvorfra den overnattende medarbejder kan tilkaldes om natten hvis nødvendigt.

Til Fælleshuset hører lidt have og en dejlig stor terrasse, hvor mange solskinstimer nydes om sommeren.

Når du flytter i et botilbud som Birkeparken, udarbejder du i samarbejde med dine kontaktpersoner individuelle planer for de områder du gerne vil træne og udvikle dig på.

Det forventes, at du indgår i dette samarbejde og sammen med kontaktpersonerne får det bedste ud af dit ophold i Birkeparken.

Det forventes, at du indgår - så meget som for dig muligt - i det sociale fællesskab, der er i Birkeparken.

Det betyder, at man deltager i fællesmøder, den fælles madlavning, de aktiviteter der foregår i fælleshuset i Birkeparken mv. 

Har du brug for at høre mere eller aftale et besøg i Birkeparken, så kontakt os:

Birkeparken
Kejlstrupvej 32 A
8600 Silkeborg

Mail: Birkeparken@silkeborg.dk